Kartoffelpizza med rosmarin, parmesan & flagesalt

Kartoffelpizza med rosmarin

Yes! Det er fredag, og weekend lige om lidt! Selvom vejret ikke ligefrem stråler af sommersol og varme, så skal det nok blive godt alligevel. For mit vedkommende byder weekenden på NBA-3X ved havnen i Odense (stort basket-event), som sidste år var rigtig velbesøgt og super hyggeligt. Hvad skal I lave? Hvis I ikke ved det, kunne I jo give jer i kast med et lille pizza-projekt, her kommer hvert fald lidt inspiration.

Kartoffelpizza er som navnet antyder en pizza uden kød, med kartofler, men kombinationen af kartoffel, olie, rosmarin og parmesan er suveræn. Man kan sagtens lave pizzaen uden tomatsauce under, det er også super lækkert!

Ingredienser:

Dejen:

  • 3 dl lunkent vand
  • 10 g gær
  • 1 tsk. salt
  • 3/4 dl olie
  • 150 g grahamsmel
  • ca. 300 g hvedemel

Tomatsauce:

  • 1 løg, finthakket
  • 2 fed hvidløg, finthakket
  • 1 ds. hakkede tomater
  • 1 ds. tomatpuré
  • 1 spsk. frisk rosmarin, hakket
  • 1 spsk. frisk basilikum, hakket
  • 1 spsk tørret oregano

Topping:

  • En pose store kartofler, skåret meget tyndt evt. på mandolinjern
  • Frisk rosmarin
  • Flagesalt
  • En pose revet mozzarella
  • En stor portion revet parmesan
  • Olivenolie

Fremgangsmåde:

  1. Rør gæren ud i vandet og tilsæt salt, olie og grahamsmel. Tilsæt herefter lidt efter lidt melet indtil dejen er blød og kan æltes. Ælt den i 5 min. og stil den et lunt sted med et klæde over, så den kan hæve en times tid.
  2. Imens dejen hæver laves tomatsaucen. Blanchér løget på en pande med lidt olie i 1 min. tilsæt hvidløget og fortsæt med at stege et minuts tid. Tilsæt tomatsauce, tomatpuré og krydderier og lad det simre i ca. 20 min eller indtil saucen ikke er så vandig. Blend derefter saucen i en blender eller med en stavblender.
  3. Rul dejen ud til tre pizzaer, spred lidt tomatsauce på hver (resten kan fryses). Læg derefter kartoffelskiverne på (undgå at de overlapper hinanden for meget), drys med ost, parmesan, rosmarin og flagesalt. Afslut ved at drysse lidt olie ud over pizzaen.
  4. Bag pizzaerne i en varm ovn (220 grader varmluft) på en pizzasten (skal være i ovnen mens den varmer op).

Kartoffelpizza med rosmarin

Family style spaghetti meatballs

Spaghetti meatballs

Er der noget mere rart end et stort fad med masser af pasta og en krydret duft af tomatsauce med middelhavskrydderier? Helt sikkert ikke når man er sulten, hvis I spørger mig! I Italien har jeg hørt at alle familier har hver deres version af de klassiske pastaretter og naturligvis er der intet bedre end den deres mor laver, mon det også er lidt sådan herhjemme? Jeg tænker hvert fald at mange familier har spaghetti på menuen ret ofte, og ret hurtigt lærer man nok at lave retten uden en opskrift. Det giver vel mulighed for at improvisere, forbedre og prøve lidt forskelligt af. Jeg ved at mange ikke spiser retten uden en god portion ketchup, eller måske bruger man en boullionterning i saucen. Det er lidt skægt synes jeg, hvad kommer I i jeres favorit spaghetti bolognese af spændende ingredienser?

Jeg har eksperimenteret lidt med at få en kraftigere og krydret smag af kød i denne ret, i forhold til den almindelige version, ved at blande chorizo i. Jeg har anrettet det hele på et stort fad, hvilket jeg synes er lidt hyggeligt fordi det leder tankerne hen på et ægte italiensk familiemåltid.

Ingredienser:

Meatballs:

  • 1 spsk. olie
  • 400 g hakket oksekød
  • ca. 50 g chorizo
  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 spsk. rosmarin

Tomatsauce:

  • 1 løg, hakket
  • 1 fed hvidløg, hakket
  • 1 spsk. rosmarin
  • 2 dåser hakkede tomater
  • 1 dåse tomatpuré
  • 2 stængler bladselleri, i små stykker
  • 1 gulerod, i tern

Tilbehør:

  • Grov spaghetti
  • Parmesan
  • Frisk basilikum

Fremgangsmåde:

  1. I en lille blender hakkes løg, hvidløg og chorizo, massen blandes derefter sammen med oksekødet og rosmarin. Form små kødboller og steg dem i lidt olie i bunden af en stor gryde indtil de er brune udenpå. Tag dem derefter op af gryden på en tallerken.
  2. I samme store gryde tilsættes nu det hakkede løg, hvidløget og rosmarinen, som steges i et par minutter. Tilsæt derefter de hakkede tomater og tomatpuréen og lad det simre i 20 min. hvorefter bladselleri og guleroden tilsættes.
  3. Kog vandet til spaghettien. Mens spaghettien koges (ca. 10-15 min) tilsættes kødbollerne til tomatsaucen.
  4. Hæld vandet fra spaghettien og tilsæt lidt olie, så spaghettien ikke klistrer. Anret fx spaghettien på et stort fad med tomatsaucen og kødbollerne ovenpå.
  5. Servér retten med revet parmesan og frisk basilikum.

 

Spaghetti meatballs

Aubergine parmigiana

Aubergine lasagne

Hej med jer! Nyder I weekenden? Jeg gør hvert fald. Vi har danset brudevals her til middag, og derefter gik vi en tur ned i byen for at købe en lille værts-gave til vores venner, de har nemlig inviteret os over i aften. Jeg elsker at lave mad, men det er nu skønt at blive inviteret på mad en gang i mellem. I denne uge lavede jeg denne aubergine lasagne, med masser af parmesan (yes!). Den er super enkel og nem at lave og jeg synes den er fantastisk til hverdagsmad. Det er nok den kødfri ret vi laver mest her hjemme, jeg synes hvert fald ikke jeg savner kød når vi får den så… Man kan jo altid bare servere den og se om nogen opdager den er kødfri 🙂 Kan I have en dejlig solskins-lørdag derude!

Ingredienser:

  • 3 auberginer
  • Olie
  • Salt
  • 2 dåser hakkede tomater
  • 2 løg, finthakket
  • 2 fed hvidløg, finthakket
  • Frisk basilikum
  • 3 kugler mozzarella
  • 50 g revet parmesan

Fremgangsmåde:

  1. Skær auberginerne i 1 cm tykke skiver på langs og læg dem i et lag på et par bageplader beklædt med bagepapir. Pensl med olie og drys med lidt salt. Lad dem blive gyldne i ovnen ved 180 grader varmluft i ca. 20 min.
  2. Blanchér løgene i lidt olie i en stor gryde og tilsæt herefter hvidløg. Efter et par minutter tilsættes de hakkede tomater og evt. lidt tørret oregano, basilikum og rosmarin. Lad det simre i ca. 30 min.
  3. Læg et lag auberginer i bunden af et stort fad, læg herefter et lag tomatsauce, basilikum og ost. Fortsæt på samme måde indtil der ikke er mere tilbage og slut af med et lag ost.
  4. Bag lasagnen i ovnen i ca. 30 min. eller indtil osten på toppen er gylden.

 

Madplan uge 9

Hej med jer

I den kommende uge får vi begge ret travlt og derfor bliver det mad som er relativt let at lave, som kommer på planen. Mandag er det min kærestes speciale ret, fettuccine med kylling i en cremet pastasauce med mascarpone, kapers og citron. Det er vidst nok en gammel opskrift fra studenterkogebogen… Tirsdag skal vi have en krydret suppe med hokkaido eller butternutsquash, jeg tror jeg vil komme lidt rodfrugter i også, og spidskommen og chili. Ovenpå suppen skal der ristet chorizo, creme fraiche og ristede græskarkerner. Torsdag bliver det så hot dogs, nemt, billigt, hurtigt, knap så sundt, men alletiders.

madplan-uge-9