Bryllupsugen er skudt i gang med french toasts & bær

img_0665

Hej mennesker! Går det godt? De sidste 3 uger har været ret vilde for mig og jeg har slet ikke haft tid eller overskud til at dele en opskrift eller andre sager herinde. Det hele startede i påskeferien, hvor jeg egentlig havde tænkt mig at holde lidt fri fra træning, skole osv. og så var der jo lige det obligatoriske familietamtam. Den sidste lørdag i ferien blev jeg overrasket af de sødeste piger som stod klar til polerabend kl. 8.30 med sød, sød asti. Vi var til gourmet-brunch, nede på en cafe og spille spil, lave quizzer, danse girly i et dansestudie og aftenen sluttede af med sushikursus og drinks. Alt i alt ramte pigerne fuldstændig plet med dagen og vi var vidst alle rimelig trætte da vi tog hjem over midnat.

MEN så blev det tirsdag og jeg blev mildest talt fuldstændig knock outet af en slem forkølelse. Jeg er stort set aldrig syg, og jeg kæmpede mig da også igennem ugen med en enkelt sygedag. Det gav så et enormt bagslag for ugen efter (i onsdags) ramte jeg lavpunktet og måtte halvt hulkende, med dunkende hovedpine og en stemme som en gammel ryger ringe til lægen og bede om at blive tjekket for halsbetændelse eller noget andet ondsindet. Jeg var virkelig grædefærdig, for det er sgu da ikke meningen man skal ligge syg så tæt på sit bryllup. Det var heldigvis bare en virus, så jeg måtte bare hjem på sofaen og vente på at blive rask.

Da jeg ligesom havde nået toppen af ynkelighed og selvmedlidenhed onsdag begyndte det at gå fremad, godt hjulpet på vej af te, kleenex, hovedpinepiller og rigelige mængder næsespray (charmerende). I dag mandag går det godt, jeg kan mærke jeg har energi igen, selvom jeg stadig hoster lidt og endnu ikke er parat til at lægge min næsespray-ven på hylden. Nu skal der gang i bryllupsforberedelserne, for det er sgu på lørdag! Og ved I hvad? de lover ovenikøbet rigtig dejligt forårsvejr (krydser fingre).

For at komme i rigtig i stemning og fordi min forkølelse endelig er lettet lavede jeg her til morgen yndlingsmorgenmaden french toast:

Ingredienser:

  • neutral olie
  • 3 skiver grov toast
  • 3 æg
  • et skvæt mælk
  • 1 spsk kanel
  • 1 tsk vaniljesukker
  • frosne bær
  • honning
  • evt. mynte

Fremgangsmåde:

  1. På en tallerken med lidt dybde piskes æggene med mælk, vaniljesukker og kanel. Toastbrødet vendes heri og lægges på en pande med lidt olie ved middel varme. Giv dem ca. 3-5 min på hver side eller til de er let gyldne.
  2. Hæld lidt kogende vand over de frosne bær, dræn vandet fra.
  3. Servér frenchtoastsne med bær, honning og evt. en kvist mynte.

Et lille kage party

img_3658

Min søndag gik med et hyggeligt lille kagearrangement, hvor jeg havde inviteret de damer som skal hjælpe med at bage til vores bryllup på kage-tasting. Det var super hyggeligt, og jeg tror alle gik hjem med en mindre sukkerforgiftning hehe.

Vores bryllup bliver sådan rimelig stort, så derfor har vi brug for hjælp til en række praktiske ting, og så er det bare helt fantastisk at mærke at familie og venner stiller op og tilbyder deres hjælp. I går aftes, efter gæsterne var gået, følte jeg mig dybt taknemmelig over de mennesker vi har i vores liv og at så mange viser interesse for den begivenhed som er så vigtig for os. Jeg håber virkelig at vores bryllup ikke kun bliver vores dag, men at alle vores gæster får en lige så dejlig dag, hvor de bare skal nyde hinandens selskab, spise lækker mad og ikke mindst have en lejlighed til at hoppe i galla-tøjet.

Vi glæder os bare endnu mere for hver dag der går. Kan I have en god mandag!

Bryllupsinvitationer

Invitationer Invitationer

Jeg er sådan rimelig vild med festartikler og des lige, har jeg fundet ud af! Altså når man skal holde et bryllup skal det jo gøres ordentligt ik? Selvom det er lidt dyrt med trykte ting er der altså noget særligt over det! Til vores bryllup i maj har vi valgt at sende save the date kort til alle dem som skal deltage i festen om aftenen, altså familien og de aller nærmeste venner. I save the date kortet har vi så skrevet en kode til den bryllups-hjemmeside vi har lavet, hvor alt det praktiske står og hvor folk kan tilmelde sig – smart. Firmaet www.minted.com laver sådan nogle smarte løsninger og har det fineste merchandise til alle slags fester, det kan virkelig anbefales hvis man er til den slags, dog skal man lige huske at hjemmesiden ikke medregner told i prisen. I det vi bestilte købte vi hjemmesidedesign, save the date kort (incl. kuverter med adresse), bordkort og  bordnumre i samme fine design. Det er så smart at man bare kan indsætte et billede på save the date kortet og redigere med den tekst og det design man ønsker, og så kan de trykke det når man er tilfreds. Men husk lige at tjekke teksten en ekstra gang! På trods af at vi ellers grundigt havde tjekket for stavegejl fandt vi ud af at vi havde skrevet 2016 i stedet for 2017 på kortet (til svigerfars store morskab). 😉 Alting kan jo ikke være perfekt vel hehe. Vi holder også en reception efter vielsen, hvor vi har inviteret rigtig mange venner og bekendte med, hvilket vi synes er en rigtig fin måde at kunne fejre dagen med dem man ikke lige ser så ofte. Her har vi brugt facebook til at invitere, hvilket jo altid er nemt og enkelt. Ih hvor vi bare glæder os, kom nu maj!

 

Honeymoon

honeymoon

Hej med jer

Uh jeg håber virkelig ikke at det ligefrem bliver snestorm i dag! Nu var det jo lige ved at blive helt forårsagtigt. Apropos forår, så har vi lige fået bestilt vores honeymoon, yay! Vi skal giftes til maj og havde egentlig ikke tænkt at vi ville få råd til en bryllupsrejse, men det er jo once in a lifetime… Og Bali lyder virkelig skønt, så der skal vi hen 2 uger i sommerferien. Er der nogen som har tips til hvad man skal se, spise osv.? Vi har bestilt flybilletter og kom af med godt 6000 kr hver tur/retur, efter sigende skulle det være omkring 1000 kr billigere pr. person på andre tidspunkter end i sommerferien/hen over jul. Til gengæld skulle det være ret billigt, både at bo og spise på Bali. I vores Lonely Planet rejsebog skriver de at prislejet for en dyr restaurant på Bali skulle være omkring 160000 rupiahs = ca. 85kr! Det lyder jo i det hele taget ret overkommeligt. Vi glæder os i hvert fald 🙂

 

Om at være forlovet

charlottewilliam_engaged_copenhagen28of64

Hej med jer

I efteråret 2015 skete der noget helt vildt for mig.

Vi skulle på spa-ophold, og havde aftalt at gå en tur i de smukke omgivelser, før vi checkede ind. Min kæreste havde sørget for at hente nogle lækre italienske sandwich inden vi kørte, og jeg var ærlig talt en smule stresset med et gigantisk lektie-overload (som der altid er i forbindelse med ferier, typisk), så jeg overlod al planlægningen af vores lille picnic til ham. Det var lidt overskyet og slet ikke varmt i vejret, men vi var alligevel fast besluttet på at gå vores tur og holde vores lille picnic. Min kæreste virkede godt nok en anelse underlig, men jeg tænkte ikke så meget over det på det tidspunkt. Vi fandt en lille bænk, gemt lidt væk bag nogle træer helt ud til fjorden og her besluttede vi at stoppe og spise. Vi sad bare lidt der og snakkede. Jeg kunne mærke at min kæreste var lidt anspændt, måske en smule nervøs, og tankerne begyndte at flyve “hvad sker der lige, mon han vil fri? Ej det gør han ikke, stop med at tænke på det, det sker ikke før om lang, lang tid”. Samtalen drejede sig mere og mere ind på vores fremtid og jeg kunne mærke at min kæreste gerne ville et eller andet med samtalen. Jeg fik sommerfugle i maven. Pludselig gik han ned på knæ og spurgte mig så om jeg ville gifte mig med ham, og jeg sagde selvfølgelig ja.

Hvad vil det sige at være forlovet.

Egentlig er det ret vildt. Man siger ja til at binde sig ret seriøst til et andet menneske, og hvad der næsten er endnu vildere er at et andet menneske vil binde sig til én. Kan man få det til at fungere? Hvad hvis man vokser fra hinanden og vil forskellige ting? Finder en anden? Har I set gift ved første blik? Ifølge programmet bliver 46 % af alle gifte skilt igen! Det er mange og det giver da stof til eftertanke. Er ægteskabet outdatet?

Det er jo egentlig ret atypisk at binde sig til nogen eller noget i dagens samfund, vi vil helst holde alle muligheder åbne hele tiden. Men jeg synes der er noget smukt i det det med at binde sig, noget smukt i at acceptere at man lukker nogle døre og åbner nogle andre. Selvfølgelig skal man være sikker på at man har lyst til at være sammen for evigt, men der vil nok altid komme en lille tvivl hen ad vejen, og perioder hvor forholdet er hårdt arbejde. Jeg tænker at det er naturligt med modgang i livet, det er en del af pakken, og det vil jeg gerne love at stå igennem sammen med ham.

Forelskelse vs. kærlighed.

Vores forhold er ikke nyt og vi er ikke længere forelskede, vi elsker hinanden og der er en forskel. Forelskelse er i starten, en periode hvor man er midlertidigt irrationel, rundt på gulvet og ret optaget af den person man er forelsket i. Det er en dejlig tid, men den er også ret stressende tror jeg, for man er jo egentlig helt oppe at køre mere eller mindre hele tiden. Efter forelskelsen bliver forholdet mere “hverdag”, det er her man begynder at se den andens mindre attraktive sider og vise sine egne fejl og mangler. Det er også her man skal kæmpe lidt mere for det, men hvis begge er indstillet på det, og man deler centrale værdier, udvikler det sig til kærlighed. Hvis jeg skal prøve at beskrive kærlighed er det en følelse af at være i stand til at sætte sig selv og sit ego til side for en anden person, at acceptere den andens gode såvel som mindre gode sider, og have lyst til at være der for denne person i gode tider og i dårlige tider. Hvis denne følelse er gensidig kan det ikke gå helt galt.

Nøglen til et godt forhold.

Man kan selvfølgelig ikke sætte sig selv til side for den anden altid, og hele tiden, for det er blind kærlighed, som ikke er gengældt. Omvendt kan man heller ikke kræve mere af den anden, hvis denne ikke kan give mere, så respekterer man ikke den anden og så er det nok ikke den rette man har fundet. Nøglen til et godt forhold er nok helt enkel, men sværere at praktisere, nemlig at give og tage cirka lige meget. Hvordan man opnår en sådan balance afhænger ikke af en enkelt formel, jeg er ret sikker på at det er noget man skal øve sig på. Alligevel er det min erfaring at det at snakke om tingene, og forsøge at sætte sig ind i sin partners måde at se verden på, er et vigtigt skridt på vejen mod et godt forhold.

 

charlottewilliam_engaged_copenhagen18of64

charlottewilliam_engaged_copenhagen4of64

*Fotos af dygtige Carolina Segre