Hej med jer

I går sad jeg og tænkte, jeg tænkte på at være alene. Hvordan andre har det med at være alene, og hvordan jeg selv har det med at være alene. Jeg tror måske jeg har det anderledes end de fleste med at være alene, det ved jeg ikke, men jeg har lyst til at skrive om det.

At være alene 

Jeg har det godt med at være alene, altså alene hjemme, alene om at arbejde, studere, eller hygge mig. Til tider må jeg indrømme at jeg ligefrem kan glæde mig over at være alene hjemme. Det er ikke fordi jeg ikke er glad for at være sammen med min kæreste, venner og famile, det nyder jeg også, men jeg har altid bare haft det godt med at være alene også. Når jeg er alene får jeg følelsen af at kunne fordybe mig i det jeg laver, eller de tanker jeg har, på en anden måde end hvis jeg var sammen med andre. Hvis jeg virkelig skal koncentrere mig om noget, så skal jeg helst være alene og i stilhed.

Måske kan det være skræmmende at indrømme over for sig selv, at man godt kan lide at være alene i et vist omfang, naturligvis. Det har taget mig mange år at forstå og acceptere at sådan er jeg altså skuet sammen oven i hovedet, og det er helt okay. Jeg tror især at det kan være svært som barn, det er hvert fald sjældent man bliver populær ved at hive en bog frem i frikvarteret og sætte sig i et hjørne for at læse. Jeg tror nærmere at pædagoger og lærere ville mistænke en eller anden form for mistrivsel i det tilfælde. Det er lidt ligesom med stilhed, det er nærmest uudholdeligt hvis der bliver for meget stilhed, især hvis man er sammen med nogen og der bliver en lang pause i talestrømmen, det er jo akavet! og vi forsøger at undgå det ved at tale hele tiden.

At være ensom

Jeg tror det er tabuiseret i et vist omfang at være alene, det signalerer måske at man er ensom. Der kan sagtens være en sammenhæng mellem det at være alene, og det at være ensom, men der behøver ikke altid være det. At være ensom er for mig en ufrivillig tilstand, det er en tilstand af at være alene om noget, som man ikke selv har valgt at være alene om. Det er en tilstand som gør ondt, og som man skal kæmpe for at komme af med. At være alene kan derimod være noget man selv vælger, det er en neutral tilstand, som både kan være irriterende, som når man kommer til at kede sig for meget, men den kan også være behagelig og give en mulighed for at opleve et nærvær med sig selv.

Det kan være skræmmende at møde sig selv i stilheden. Hvis jeg i en længere periode har haft travlt og været omgivet af en masse mennesker, kan jeg godt få en helt umærkelig følelse i kroppen, hvis jeg pludselig skal være alene. Man bliver på en eller anden måde konfronteret med sig selv, måske kan man lige pludselig mærke nogle følelser, som man ligesom ikke har haft “tid” til at føle i løbet af den periode man har været omgivet af mennesker. Jeg tror at vi alle sammen har brug for at være alene med os selv på et eller andet tidspunkt, jeg tror det giver os en ro i livet at gøre det. Det gør at vi kan forstå os selv bedre, og derfor også møde andre mennesker på en mere reflekteret måde. Nogle gange kan det fx være svært at vide hvorfor man egentlig blev sur over noget, måske var man i virkeligheden ked af det. Hvis man kender sig selv kan man fortælle andre hvad man føler og det giver jo som ofte en helt anden reaktion fra ens medmennesker hvis man virker ked af det end hvis man opfører sig som om man var vred.

Hvor meget er det okay at være alene?

Jeg tror vi allesammen har forskellige behov for at være alene. Nogle, som jeg, har det godt med at være alene i lang tid ad gangen, andre har måske ikke behov for at være alene så længe. Måske kan man se det på et kontinuum hvor de fleste ligger i midten af skalaen og har behov for en mindre mængde alenetid. Hvis man derimod ligger helt ude i en af enderne kan det være svært at begå sig i det samfund vi nu engang har indrettet. Hvis man vil være alene hele tiden er det jo ganske svært at opretholde en normal tilværelse, fordi der er så meget interaktion mellem mennesker hele tiden. Omvendt kan det også være anstrengende ikke at kunne være alene overhovedet.

Måske var normalen i tidligere tider, hvor vi ikke havde de sociale medier, at man kunne være alene lidt længere uden at føle sig forkert? Dengang hvor man faktisk ikke havde en smartphone til at connecte med omverdenen på, hver eneste gang der blev lidt alenetid. Jeg kan sagtens se modreaktioner, der er jo virkelig mange der dyrker yoga, meditation og slowliving for tiden, der er et behov for at være til stede og mærke sig selv. Hvor meget skal vi så være alene med os selv? Jeg tror man skal mærke efter, måske udforske det at være alene, og turde være lidt i det uden at tænke man er forkert, eller mærkelig. Jeg tror på at man bliver et bedre mennesker for sig selv og overfor andre, ved at turde konfrontere sig selv og sine følelser. Måske er der noget man ikke vil indse om sig selv, som påvirker ens relationer, man kan blive bevidst om og arbejde med. Måske opdager man noget fantastisk om sig selv, som man kan tage med ud i verden og glæde andre med. Det er da egentlig en ret sjov tanke, at man kan udvikle sig socialt ved at være alene fra tid til anden, jeg tror det hvert fald.

Hej med jer

Jeg vil gerne dele nogle af mine tanker omkring det at være dansk, måske er I enige, eller uenige, eller også har I måske slet ikke tænkt over det? Jeg håber i så fald at mine tanker kan inspirere jer, bare en lille smule, for det er altså en rigtig vigtig og spændende debat.

Hvad vil det sige at være dansk?

Min første tanke er at det da slet ikke er så svært at definere, man er vel dansker hvis man, ja, taler dansk, er født i danmark og… har danske værdier. Men hvad så med de danskere der bor i udlandet, eller dem som er født i udlandet, men bor i Danmark? De er vel også danskere? Hvad med dem som er kommet hertil, men endnu ikke har lært sproget? Og hvad er egentlig danske værdier? Det er slet ikke så enkelt, det med at definere hvad det vil sige at være dansk.

Hvorfor er debatten så vigtig?

Ja, hvorfor skal vi egentlig diskutere hvad det vil sige at være dansk? Jeg tror det handler om globalisering. Vi lever jo som sagt i den her mere og mere globaliserede verden, hvor landegrænserne bliver mere udviskede, og i EU har vi jo ligefrem åbne grænser. Det betyder at mennesker har lettere adgang til at strømme ind og ud gennem hinandens lande, og det medfører at fremmede og anderledes kulturer pludselig befinder sig i Danmark. En masse flygtning kommer tilmed i disse dage strømmende ind over Europas grænser og de fremmede skaber hos nogle en frygt for at det der var, vil forandres. Og de har jo nok ret, en gruppe kan jo ikke undgå at forandres lidt, når nye medlemmer skal integreres. Det behøver ikke være negativt, faktisk tror jeg at det kan være en styrke.

Hvad hvis vi lukker grænserne?

Nogle vil nok mene at en løsning kunne være simpelthen at lukke grænserne for på den måde at slippe for forandring. Det er en løsning hvor danskhed bliver de ting som findes indenfor Danmark, en statisk holdning, hvor forandring ses som noget negativt. Det vi har fungerer jo, så lad os beskytte det. Men spørgsmålet er om det vil gavne os i fremtiden? Hvad fortæller det om danskerne? At vi er usolidariske? Selviske? Fornuftige? I en globaliseret verden, hvor informationer og handel flyder på tværs af landegrænser, er det så fornuftigt at lukke sig selv inde?

Hvad hvis vi åbnede os for forandring?

Denne debat er vel allerede et skridt på vejen mod en forandring, hvis vi vil det. Der er mange nye “danskere” i Danmark, som kommer med forskellige kulturelle baggrunde, et andet sprog, en anden madkultur, religion osv. Er det overhovedet muligt at føle sig som “dansker” hvis man går med tørklæde og ikke spiser frikadeller? Faktum er at der er mange danskere som går med tørklæde og som hverken spiser frikadeller eller karbonader eller stegt flæsk. I Danmark har vi lov til at tro på hvad vi vil og vi har også lov til at spise det vi har lyst til, derfor synes jeg ikke at man kan gøre danskhed til et spørgsmål om frikadeller i børnehaver eller tørklæder. Jeg synes vi skal se på hvordan vi kan rumme andre væremåder, hvordan lever vi op til at have religionsfrihed, ytringsfrihed osv. Jeg synes vi bør se på de værdier vi har bygget landet og loven på, og i stedet koncentrere os om hvordan vi kan efterleve de værdier. Hvis det i nogens religion er forbudt at give hånd til en af andet køn, så bør vi sørge for at respektere den religion i stedet for at blive fornærmede, ligesom dem der ikke giver hånd må respektere at det kan opfattes som uhøfligt ikke at give hånd. Hvem ved måske kunne vi forandre os lidt i sådanne situationer, måske bukke for hinanden, som thaierne? Eller er vi så ikke danskere længere?

Hej med jer

Et ord jeg hører rigtig meget for tiden er det postfaktuelle samfund, det bliver næsten nævnt dagligt og derfor vil jeg gerne undersøge lidt nærmere hvad det egentlig er at det går ud på. Jeg vil efter bedste evne forsøge at beskrive begrebet med mine egne ord. Det er uhyre komplekst med mange, mange facetter, derfor kan min beskrivelse ikke være helt dækkende, men måske fungere som en hjælp til at komme i gang med at forstå debatten.

Hvad betyder det postfaktuelle samfund?

Begrebet refererer til at vi lever i en tid hvor det er svært at skille sandheder fra usandheder. Globaliseringen og udviklingen af internettet har gjort at vi hver dag bombarderes med nyheder fra medier som facebook, twitter osv., hvor folk kan skrive hvad de vil uden at nogen tjekker om det er sandt. Til forskel herfra sidder der på en avis eller en nyhedskanal en række fagpersoner som er trænet i at skille fup fra fakta, selvom det ikke er en garanti for sandhed. På avisen eller nyhedskanalen ses ofte at begge sider i en sag bliver taget op, så folk kan danne sig et overblik og reflektere over sagen fra flere vinkler. Til forskel herfra er der ikke altid nogen der sørger for at vise begge sider af en sag på fx facebook, hvor folk ofte søger grupper af ligesindede, som bekræfter hinanden igen og igen. Problemet opstår altså når vi ikke længere forholder os kritisk til de nyheder vi modtager.

Et eksempel på dette er den amerikanske valgkamp hvor præsident Trump blandt andet kom med tvivlsomme udtalelser, som viste sig ikke at være sande. Han har blandt andet overdrevet problemet med arbejdsløshed som følge af udflytningen af arbejdetspladser til udlandet, selvom der faktisk er sket et fald i arbejdsløsheden siden finanskrisen.

Jeg kan huske at vi i gymnasiet, dengang facebook stadig ikke var særlig udbredt og instagram endnu ikke var opfundet, talte meget om medierne som den 4 statsmagt. Det bekymrede mig meget dengang og jeg har altid forsøgt at tænke på medierne med visse forbehold. Medierne kan jo manipulere os ved at vise bestemte sider af en sag og undlade andre. Ofte er medierne tilmed drevet af penge og derfor er det langt mere værdifuldt at bringe sensationer som fanger opmærksomheden end mere trivielle nyheder, som dog kan være lige så vigtige.

Et eksempel på dette fokus på sensationer er slankekure. Ugebladene skriver konstant om den ene kur efter den anden som gør at man kan tabe 25 kg på 3 uger osv. osv. Det gider vi godt at læse og helst skal der gerne være billeder af før og efter. Hvad ugebladene ikke så tit bringer er alle de historier hvor vægttabet gik galt, eller hvordan det så gik et halvt år efter kuren var slut. Det er de kedelige nyheder, men de er vel lige så vigtige? De kunne måske være med til at ændre det store fokus på slankekure, til varige livsstilsændringer, som videnskaben anbefaler.

I dag hedder nyhedsmedierne for mange facebook, instagram osv. og ofte er tv-abonnementet skiftet ud med Netflix og HBO. Jeg synes ærlig talt at det er ærgerligt hvis de sociale medier og streamingtjenester skal erstatte de gamle flow-kanaler som DR og TV2. Jeg erkender at man stadig skal være kritisk overfor TV-avisen og de trykte aviser, men så skal man altså være dobbelt så kritisk overfor de sociale medier.

Mit håb er at vi alle (inklusiv mig selv) bliver bedre til at forholde os kritisk til de nyheder vi møder i vores hverdag, så vi kan have en debat på baggrund af rigtige fakta og ikke holdninger eller følelser. Det var mine refleksioner, jeg håber de har sat nogle tanker i gang?

https://www.information.dk/kultur/2016/09/kalder-postfaktuelle-samfund-lige-saa-godt-kaldes-demokrati

http://jyllands-posten.dk/international/usa/ECE9308896/aviser-naadesloese-i-faktatjek-af-trumps-tale/

Hej med jer

I dag har jeg tænkt mig at dele mine tanker om sundhed. For mig er sundhed en meget kompleks størrelse og for nu at bruge min videnskabelige baggrund lidt vil jeg gerne præsentere jer for den biopsykosociale model. Modellen er et forsøg på at definere hvad det egentlig vil sige at være syg eller sund. Hovedpointen er at sygdom og sundhed påvirkes af både biologiske, sociale og psykiske faktorer. I min fortolkning af modellen består sundhed derfor af:

• en biologisk del: at være fri for alvorlig sygdom og have en krop der fungerer
• en social del: at du har det godt med dine sociale relationer her i livet
• en psykologisk del: at du har det godt inde i dig selv, psykisk

Jeg tror ikke at man altid kan være tip, top og have det fantastisk i alle disse dele, men det behøver man vel sådan set heller ikke for at være sund. Jeg tror bare på at der skal være balance mellem de tre dele og at ingen af delene er vigtigere end de andre. Det hjælper altså ikke at skrue op for en af knapperne, hvis du kommer til at skrue ned for de andre.

Jeg synes der er et stort fokus på den biologiske del, altså hvad vi gør med vores krop, det vi indtager osv.. Det er selvfølgelig også vigtigt at spise sundt og holde sig i form, for det gør at vi får det godt i vores krop, kan gøre flere ting med vores krop og leve længere og med bedre kvalitet. Spørgsmålet er bare om det fokus vi idag har på kroppen gør at vi kommer til at forsømme vores sociale og psykiske behov. Hvis man fx begynder at motionere så meget at man ikke længere får set sine venner og familie, og måske ender med at blive ensom, er man så sund? Ja biologisk er man sikkert i topform (hvis ikke overtrænet) men psykisk og socialt halter det nok lidt.

Omvendt kan ens relationer godt være helt i top, mens man fuldstændig nedprioriterer sin egen træning og kost. Jeg tror især at mange børnefamilier kæmper med dette. Det kan (og det er helt sikkert vanskeligt for mange) være rigtig svært at prioritere sin træning og kost når man har små børn og tiden til sig selv og overskuddet er lig 0. Børn og familieliv er vigtige relationer at pleje i livet, men det koster altså også på den biologiske konto hvis man lader stå til. Jeg tror at man skal acceptere at selvfølgelig kan man ikke træne 7 gange om ugen når man har små børn, men jeg mener også at man skylder sig selv og sine børn at forsøge at få lagt lidt motion og sund kost ind i hverdagen alligevel.

Motion kan netop være med til at påvirke psyken, skabe mere overskud, men det at skulle træne kan også belaste psyken, hvis man virkelig ikke har lyst og det bliver en sur pligt. Hvis man nu virkelig ikke gider træne skal man så gøre det alligevel? Mit bud er at det handler om balance, det går jo ud over den biologiske del, hvis man altid dropper træningen og laver noget man har mere lyst til. Omvendt så mener jeg at man skal turde droppe træningen en gang i mellem hvis man bare ikke kan overskue det. I min verden bliver det fanatisk hvis man ikke kan afvige fra sin træning eller sunde kost en gang i mellem, så længe det ikke bliver hver gang. Jeg tror det koster så uendelig meget psykisk energi hele tiden at skulle tvinge sig selv til noget fx at træne, hvis man nu bare virkelig trænger til en eftermiddag på sofaen og en stor fed burger, spis den dog og nyd det. Det vigtigste er selvfølgelig bare at man ikke dropper træningen hver eneste gang.

Det var mine tanker, jeg håber at de har sat nogle tanker i gang hos nogen og hvis man vil knytte en kommentar til indlægget er man meget velkommen til at gøre dette.